Skjoldelev 2009

Skjoldelev-projektet 2009

Skjoldelevprojektet udviklede sig til at være et ret utraditionelt kunstprojekt. Kunstgruppen i Skjoldelev valgte den unge og eksperimenterende kunstner Carina Zunino fra København.

Hun arbejder med et væld af teknikker og materialer. Man kunne sige, at det er ideen, der bestemmer, hvilket medium
hun vælger, og det giver mange muligheder, når man skal samarbejde med en gruppe af mennesker.

Efter en vandretur i og omkring Skjoldelev, havde Carina Zunino så mange historier i notesbogen, at et enkelt kunstværk ikke kunne slå til. Hun valgte derfor at lave fire spændende og utraditionelle værker, der hver især fortæller lidt af historien om landsbyen.

Hegnet ved forsamlingshuset blev modificeret, så det pludselig indbyder til, at landsbyens borgere kan sidde på det,
børnene kan løbe på det osv. Fra at adskille to områder, så forbinder det dem nu. Den gamle smedejernshavelåge med teksten ’Gadekær’ blev slebet ned og malet med metallic lak, så den skinner som vand. Landsbyens beboere har altid været stolte af
deres vand!

I forsamlingshuset hænger der et stort landskabsfotografi lavet i en overraskende flette-teknik. Motivet er taget på markerne omkring landsbyen.

Det sidste værk er et tredelt vindue i forsamlingshuset, hvorpå der er trykt et motiv af byens børn som fastelavnssoldater.

Alt i alt en imponerende samlet fortælling om Skjoldelev.